↧
Håb for pressede patienter: Få fat i din læge i ulvetimen
↧
Irsk whiskey er mere end til kaffen: Gylden sprut flyder i store mængder fra den grønne ø
En berusende genfødsel er i gang irsk whiskey, som en gang var totalt dominerende ude i verden
NORDJYSKE var inviteret til Dublin af TourismIreland Irlands whiskyindustri rykker i disse år og er en fortælling om storhed, fald og genopstandelse. Engang var irsk whisky størst og bedst af alle i verden. I slutningen af 1800-tallet sad irerne på 60 procent af verdensmarkedet. Så ramtes landet af selvstændighedskamp, borgerkrig og det amerikanske spiritusforbud i 1920’erne. Andre faktorer som træghed med at udnytte nye produktionsteknikker bidrog også til næsten at udrydde de irske whiskyproducenter, hvis markedsandel i verden dykkede til to procent. Skotterne overtog førertrøje og taktstok. Men i disse år oplever vi en sand genfødsel af irsk whisky, som i Irland vel at mærke skrives med et ”e”: whiskey. Fra reelt blot to selvstændige destillerier er der nu en snes aktive producenter, og lige så mange er planlagt til at åbne i de kommende år. Irsk whisky fylder syv procent af verdensmarkedet, og man forventer at fordoble andelen inden for de næste 10 år. Et godt sted at opleve denne genopstandelse er hovedstaden Dublin. En gang var her 39 destillerier. I 1976 var de alle forsvundet, men siden 2015 har fire nye destillerier tændt ild under kobberkedlerne i Dublin.Laaang proces
Kunsten at lave whisky er en langsommelig proces. Den frisklavede spiritus skal lagre mindst tre år på egetræfade, før det må kaldes Irish Whiskey, men de gode varer er reelt først modne til flasker og whiskydrikkere efter måske 10, 15 eller 25 år. Derfor erhverver de ny destillerier whiskyfade fra eksisterende, store irske destillerier, laver deres egen blended whisky eller toner whiskyen ved at lade den eftermodne kortvarigt på særlige fade, som måske tidligere har indeholdt sherry, rom eller vin. Så er der noget at sælge, indtil de purunge destillerier om nogle år er klar til at præsentere deres egne produkter. Typisk for de nye destillerier er også, at de forsøger at slå en mønt på turisterne ved at indrette besøgscentre og tilbyde rundvisning og smagninger. Teeling Whiskey Distillery åbnede i 2015 som det første nye destilleri i 125 år i Dublin med adresse i kvarteret The Liberties uden for Dublins centrum. Her lå for 100 år siden på et meget lille areal 32 destillerier plus ølbryggerier, og angiveligt kunne man ikke gå gennem området uden at blive beruset af spiritusdampene. Teeling-familien lavede whisky allerede i 1700-tallet. I 1987 startede John Teeling The Cooley Destillery nord for Dublin og var det eneste selvstændige af sin art i Irland indtil 2012, hvor det blev solgt til en stor international spirituskoncern. Med i handlen fulgte tusindvis af fade med whisky, og det er disse gyldne dråber, som Teeling i dag tapper og sælger i tre varianter. Samtidig producerer det nye anlæg i Dublin anslået 750.000 liter alkohol om året. Allerede når man træder ind i besøgscentret, afslører duften, at man nu er i et whiskydestilleri. Den søde duft af gæret korn kommer især fra affaldsprodukter fra produktionen og er markant. Rundvisningen er informativ, og gæsterne får lov at komme helt tæt på produktionen. Man kan stikke næsen ned i de store trækar, hvor urten efter mæskning ligger og bobler under gærens arbejde. Og man kan på nært hold se de tre pot stills, store kobberkedler, hvor selve destilleringen sker. Lagringen af Teelings whisky i egetræsfade sker af sikkerhedsmæssige og pladsmæssige årsager i store lagerhaller nord for Dublin. Men gæsterne kan sniffe i forskellige typer fade og få en grundig indføring i fadlagringens helt afgørende betydning i processen med at skabe en god whiskySmag de tre whiskyer
Rundturen slutter med smagning. Standardbilletten til 17 euro indeholder Teelings billigste ”Small Batch” plus en cocktail. Spring endelig over den og betal i stedet fem euro ekstra og få ”Trinity-smagningen”. Her serveres foruden Small Batch også Teeling Single Grain Irish Whiskey og Teeling Single Malt Irish Whisky. Især single grain-whiskeyen har vundet hæder. Man bør ikke snyde sig for en bonus: for få måneder siden tappede det nye Teeling sin første single pot stil-whiskey, som indtil videre kun kan købes i begrænsede mængder i Irland. Betal syv euro og smag denne historiske første whisky fra et irsk destilleri, som har potentiale til om nogle år at indtage en stjerneposition på den irske whiskyhimmel. I hvert fald har Teeling-brødrene bebudet, at de dedikerer en fjerdedel af produktionskraften til at eksperimentere. Der er desuden fokus på godt håndværk, og Teeling tilsætter ikke kunstig farve til whiskyen, ligesom den ikke koldfiltreres, som det ellers er en uskik hos mange producenter.Slane Castle
Yderligere tre nye destillerier i Dublin har fået gang i kedlerne, siden Teelings alkohol begyndte at strømme fra kobberrørene. Andre steder i Irland er der også gang i den. En lille time uden for Dublin ligger Slane Castle, som er berømt for siden 1980’erne at have arrangeret store rockkoncerter foran slottet. Her har f.eks. The Rolling Stones, Bruce Springsteen og i 2019 Metallica optrådt. Irske U2 har også været forbi og har indspillet musik i slottets sale. Og så har Slane Castle bygget et destilleri, medfinansieret af det store amerikanske Brown Forman, som også står bag Jack Daniels Whisky. Indtil videre har destilleriet kun deres Slane Irish Whiskey på hylden, og den er i sagens natur skabt af andre irske whiskyer, som Slane har ladet efterlagre på tre forskellige fade: Nye og brugte amerikanske egefade samt brugte sherryfade fra Spanien.↧
↧
Økonomisk hovedbrud: Det strammer virkeligt til i Hjørring
Politikerne bruger ny metode for igen-igen at finde besparelser på næste års budget
HJØRRING: Kommunen kan ikke selv bestemme førtidspension, den kan ikke selv bestemme normeringen i daginstitutionerne. Langt det meste af den kommunale service er bestemt ved lov af Folketinget. Det man populært kalder kommunale "skal-opgaver", som kommunen ikke kan slippe for. Det gør det stadigt vanskeligere for Hjørring Byråd at finde "spiselige" besparelser hvert år. Der er ingen lavthængende frugter tilbage, som er smertefrie plukke. I 2021 skal der findes en procent årligt i besparelse på budgettet og i 2022 og fremad skal der findes to procent. Økonomiudvalget foreslår derfor en ny budgetproces, hvor direktionen på tværs af de enkelte forvaltninger kommer med besparelsesforslag, som skal diskuteres af et samlet byråd på et byrådsseminar 22-23. april. Normalt diskuteres besparelser i de enkelte udvalg, som naturligt nok helst beskytter "egne" områder. Der er ingen besparelser, det på forhånd er forbudt. I teorien kan direktionen foreslå at nedlægge teatret, kommunale idrætshaller, nedlægge Forsamlingsbygningen, sammenlægge plejehjem og lukke skoler. Bare det giver færre udgifter eller flere indtægter. Det er op til politikerne at vælge på seminaret til april at vælge, hvilke ikke-lovbestemte opgaver, der skal indgå i det sparekatalog. Politikerne kan bruge kataloget, når budgetforhandlingerne for alvor går i gang i slutningen af august måned: Dette sparekatalog skal indeholde de såkaldte "kan-opgaver" - altså den begrænsede del af kommunens budget, som byrådet - ikke Folketinget - bestemmer over. - Byrådet skal næsten tvinges til at stå ved afgrunden for vælge de besparelser, der skal med i besparelseskataloget, siger borgmester Arne Boelt (S) om den nye metode. Årsagen til den nye metode er kommunens manglende indtægter. Man ved eksempelvis ikke om der kommer en udligningsreform eller hvad Hjørring Kommune i givet fald får ud af den, hvis den kommer.↧
Geotermi slår fejl to ud af tre gange - stadig plan om stort anlæg i Aalborg
Mens både Aalborg og Aarhus går med store planer for geotermi, er to af de tre eksisterende danske anlæg stoppet på grund af tekniske problemer. Professor advarer
AALBORG: Varmt vand fra undergrunden ligner på papiret en genvej til grøn og billig fjernvarme og til at nå ambitiøse klimamål. Men indtil videre er to ud af tre danske geotermianlæg - i Sønderborg og på Amager - stoppet på grund af tekniske problemer. Og i Viborg kostede en fejlslagen efterforskningsboring i 2012 fjernvarmekunderne dyrt. Kun et geotermi-anlæg i Thisted kører i dag uden de store problemer. Det skriver Ingeniøren. Alligevel går både Aarhus og Aalborg med planer om at etablere geotermiske anlæg på hver 100 MW inden for de næste år. DTU-professor Erling Stenby, ekspert i olie- og gasudvinding, råber nu vagt i gevær og råder kraftigt fjernvarmeselskaberne til at alliere sig med fagfolk, både når det gælder etablering af anlæggene og den efterfølgende driftsfase: - Problemerne i Sønderborg og på Amager viser, at det nemt kan gå galt i driftsfasen, hvis man ikke ved, hvad man har med at gøre. Modsat olieproduktion er der ikke penge i en business case for geotermi til mange reparationer. Derfor er det vigtigt at inddrage folk, som forstår undergrunden og procesanlæggene, og som har den rigtige faglighed omkring boreteknologi, påpeger han over for Ingeniøren. Fjernvarmeselskaberne i Aalborg og Aarhus har valgt forskellige modeller for deres kommende geotermiprojekter. Aarhus indgår tæt partnerskab med A.P. Møller Holding, som skal stå for både etablering og drift af geotermi-anlæggene. A.P. Møller meldte tilbage i 2018, at man vil satse et tocifret milliardbeløb på at udvikle og udbrede geotermisk varme i en række af landets store byer og chef for AffaldVarme Aarhus Bjarne Munk Jensen har stor tiltro til, at A.P. Møller kan sikre problemløs varmeforsyning fra geotermi de næste 30 år. Aalborg Forsyning vil derimod sende etableringen i udbud og selv stå for driften af anlægget. - Vi kan etablere geotermisk varme billigere, når vi ikke har et afkastkrav fra et firma at skulle tage hensyn til, siger bestyrelsesformand Lasse Olsen til Ingeniøren.↧
AaB-ikon vil ikke afvise klubskifte: - De sidste måneder har ikke været sjove
Patrick Kristensens kontrakt med AaB udløber til sommer, og fremtiden er uvis
FODBOLD: Patrick Kristensen har været en del af superligatruppen i AaB siden 2005, men det er fortsat et åbent spørgsmål, om han også er det på den anden side af sommerferien. Efter denne sæson udløber den 32-årige backs kontrakt, og fremtiden er uvis. - Der er ikke noget på plads endnu. Jeg har talt med AaB, men mere er det ikke blevet til endnu, så vi må se, hvad fremtiden bringer, siger Patrick Kristensen. I AaB vil de gerne se tingene an de kommende måneder, inden man beslutter sig for, om man ønsker at forlænge aftalen med Patrick Kristensen, fortalte administrerende direktør Thomas Bælum i sidste uge, men hovedpersonens egen tålmodighed er dog ikke uden grænser. - Det hele er jo stadig meget nyt. Opstarten er lige begyndt, og vi har ikke spillet nogen kampe endnu, men på et tidspunkt skal der jo tages en beslutning. Jeg kommer ikke til at vente til sommer eksempelvis, siger Patrick Kristensen. Endnu er han dog heller ikke selv helt afklaret med, om han ønsker at fortsætte i AaB, hvor han i efteråret mistede sin startplads på højre back til Kristoffer Pallesen. - De sidste måneder har ikke været sjove, så det er selvfølgelig også med i mine overvejelser. Jeg synes også, at jeg bidrager med meget, når jeg ikke spiller, men skal man være i en fodboldklub, skal 99 procent af det, man bidrager med, gerne være på banen. Den vinkel tror jeg både, at jeg og klubben ser det fra, siger Patrick Kristensen. Han erkender dog, at mulighederne for at vinde pladsen på højre back tilbage ikke er blevet forbedret af, at konkurrenten Kristoffer Pallesen i november satte sin underskrift på en fireårig kontraktforlængelse med AaB. - Jeg kommer til at gøre det så godt, jeg kan, men Palle har gjort det godt, og eftersom han har forlænget, er der jo også et længere perspektiv i ham end i en spiller på snart 33 år. Jeg spiller nok ikke fodbold om tre eller fire år, siger Patrick Kristensen. Som seniorspiller har Patrick Kristensen ikke repræsenteret andre klubber end AaB, men det er ikke udelukket, at han efter sommerferien trækker i en anden klubtrøje. - Det er selvfølgelig med i mine overvejelser. Der er plusser og minusser i forhold til det, men jeg er ikke kommet så langt endnu, at jeg har truffet en beslutning omkring det, siger Patrick Kristensen. Forlængelse med AaB eller ej regner han i hvert fald ikke med, at denne sæson bliver den sidste i karrieren. - Jeg føler, at jeg har nogle gode år i mig endnu. Det sidste år har jeg kunnet træne meget, og jeg har ikke haft de større skadesperioder, som jeg har haft tidligere, siger Patrick Kristensen.↧
↧
Truede med foldekniv: Røveri mod dagligvareforretning
Røveren stak af på scooter
AARS: Nordjyllands Politi ledte torsdag aften efter en gerningsmand til et røveri begået mod Fakta på Markedsvej i Aars. Politiet fik anmeldelsen klokken 20.56, oplyser vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi. Gerningsmanden dukkede op i forretningen og truede ekspedienten med en foldekniv. Røveren fik udleveret et mindre kontantbeløb, og han stak efterfølgende af fra stedet på en rød crosser. Gerningsmanden beskrives som en mand, 18-25 år. Han talte dansk og havde lidt skæg i ansigtet. Ved røveriet var han iført sort dunjakke, og sorte adidas bukser med hvide striber. Nordjyllands Politi var til stede ved Fakta med flere patruljer, men man hører meget gerne fra personer, der evt. har set gerningsmanden eller har oplysninger til sagen. Henvendelser på telefonnummer 114.↧
Største byggeprojekt i kommunens historie: - Bare vi ikke investerer mere, end vi magter
Kæmpe sundhedsbyggeri løber op i 89,5 millioner kroner
REBILD: Det er et kæmpestort projekt, som Rebild Kommune er ved at kaste sig ud i, når det gælder byggeriet af et nyt sundhedshus. Ikke blot har byrådet afsat 20 millioner til den kommunale del af huset, som staten yderligere har bevilget knap 10 millioner til. Planen er også at bygge så stort et hus, at læger, tandlæger og andre sundhedsaktører kan være der - og vil investere i det. Desuden er det tanken, at en tredje del af huset skal indeholde fælles faciliteter - bygget for private penge - og blandt andet lejes ud til Rebild Kommune. Det samlede budget når derfor op på 89,6 millioner, og det er et svimlende beløb, mener Ole Frederiksen (V), medlem af sundhedsudvalget: - Det er jo det største anlægsprojekt i Rebild Kommunes historie! Det er mere end ét års anlægsbudget for hele kommunen, men vi står selvfølgelig kun for cirka det halve. Alligevel er der så mange ting, vi ikke rigtig er sikre på endnu, det er hele kompleksiteten i det, vi tager forbehold over for.Brug for bindende tilsagn
På byrådsmødet onsdag 22. januar skal byrådet nemlig vælge udbudsform, men inden da har Venstre bedt om et temamøde til en grundig orientering. - Vi har jo kun delvist finansieringen på plads, nemlig vores egen del. Så har vi en del foreløbige tilsagn fra læger og andre. Men hvor mange er egentlig tilbage, når stregen skal slås? Vi har brug for nogle mere bindende tilsagn, siger Ole Frederiksen og understreger, at Venstre ikke vakler i forhold til selve projektet: - Vi vil et sundhedshus, og vi vil et topmoderne sundhedshus, det er deri, fremtiden ligger. Vi skal bare alle 25 i byrådet være klædt på til det, for den betyder jo, at vi siger nej til nogle millioner et andet sted. Vi skal være sikre på, at vi ikke investerer mere, end vi reelt magter.Kommunen skal gå foran
Jeanette Sagan (K), næstformand i sundhedsudvalget, siger, at de ikke i hendes parti har følt samme behov for yderligere belysning: - Men vi er selvfølgelig nysgerrige på, hvad der kan komme frem på temamødet, vi vil forholde os meget lyttende. Det er også vigtigt, at alle får ro i maven om beslutningen. Hun medgiver, at det ikke er strengt nødvendigt at realisere kæmpeprojektet i sin helhed: - Men uanset hvordan og hvorledes skal vi jo have vores sundhedscenter placeret, for på Mastruplund laver vi jo akutpladser i stedet. Så den del skal bygges, fastslår Jeanette Sagan. - Men så mener vi jo også, at et sted med andre sundhedsaktører, blandt andre læger, tandlæger og også gerne speciallæger, giver et større og bedre tilbud til vores borgere. Det er en gevinst, vi håber på. Og hvis det er det, vi vil, så er vi nødt til som kommune at gå foran for at motivere andre til at være med, siger hun.Totalentreprise sparer tid
Det er Kuben, der rådgiver Rebild Kommune om projektet, og firmaet har anbefalet, at det udbydes i en tidlig totalentreprisekonkurrence og som ”udbud med forhandling”. Kuben regner med, at denne udbudsform kan gennemføres på ni måneder - hvor traditionelle udbud i fag- eller hovedentreprise kan tage måske et år mere. Hvis alt går efter planen, kan byggeriet gå i gang her sidst i 2020 og stå færdigt i sommeren 2022.↧
Badehotellet-stjerne tilbage på arbejde kort efter fødslen: Det var absurd
Hårdt for Amalie Dollerup at vende tilbage til tv-serien
NORDJYLLAND: Udfordrende. Det er det ord, som bedst beskriver, hvordan det har været for Amalie Dollerup at vende tilbage til rollen som Amanda i syvende sæson af TV2's seersucces "Badehotellet". Der gik nemlig ikke mere end to måneder fra, at den 33-årige skuespillerinde i juni blev mor til sønnen August, til at hun igen stod i Badehotellets kulisser i Risby Studierne i Albertslund og spillede Amanda, som i den kommende sæson er blevet forpagter af det lille badehotel ved Vesterhavet. - Det var en helt surrealistisk oplevelse at komme tilbage på settet og stå på den første optagedag over for Thure Lindhardt og bare være et helt andet sted i hovedet. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet kunne huske mine replikker. - Det var absurd at komme fra lortebleer og den der boble, hvor man slet ikke sover, til at stå på et filmset, hvor der pludselig var filmfolk, der vartede mig op og spurgte, om jeg ville have en smoothie for at sørge for, at jeg havde det godt og kunne præstere bedst muligt, siger hun. I den første tid havde Amalie Dollerup lille August med på settet på "Badehotellet", og hendes mand, skuespiller Andreas Jebro, var med for at passe sønnen. - Jeg har heldigvis giftet mig med en meget, meget dejlig mand, som er rigtig god til børn. Det gjorde en stor forskel, for så kunne jeg slappe af og vide, at min søn havde det godt og koncentrere mig om at spille Amanda, siger Amalie Dollerup. Amalie Dollerup søgte også råd hos sin kollega på "Badehotellet" Cecilie Stenspil, som i august 2018 blev mor til sønnen Samuel, og seks uger efter fødslen havde sin lille dreng med på settet for at optage sjette sæson af "Badehotellet". Ligesom Cecilie Stenspil fik Amalie Dollerup det til at fungere at være skuespiller og nybagt mor samtidigt. Selv om det var hårdt. - På mange måder havde det nok været bedst, hvis jeg kunne have ventet med at komme tilbage på settet til oktober i stedet for august, men det blev nødt til at være sådan, for ellers kunne jeg nærmest ikke være med i den nye sæson. - Det var hårdt, men bagefter er det fedt at kunne sige "yes, jeg kom igennem det" samtidig med, at jeg har et lille barn. Det er jeg mega stolt af, siger hun. Amalie Dollerup kan i det hele taget mærke, at hun har fået en ny styrke, efter hun er blevet mor. - Det at føde et barn og mærke, hvad det gør ved ens krop og opleve, at lige pludselig er der noget i livet, som er vigtigere end alt andet, det gør mig stærkere på nogle punkter. - Jeg har fået en følelse af, at det går sgu nok det hele. Jeg har født et barn, så kan jeg fandme også gøre det her, siger Amalie Dollerup. "Badehotellet" får premiere på TV2 og TV2 Play 27. januar. /ritzau/↧
Aalborg-cafe tjener en halv million
Fastholder overskuddet fra sidste år
AALBORG: Café Klostertorvet, der ikke ligger på Klostertorvet, men på C. W. Obels Plads, nåede et overskud efter skat på knap en halv million kroner i regnskabsåret 2018/19, der sluttede med udgangen af september sidste år. Det fortæller det nye årsregnskab fra Café Klostertorvet ApS, der driver den aalborgensiske café. Det seneste overskud er på niveau med, om end lidt mindre end, bundlinjen i regnskabsåret 2017/18. Fremgangen er dog fortsat klar i forhold til regnskabsåret 2016/17, hvor overskuddet kun nåede op på lidt over 200.000 kroner. Efter det seneste overskud er egenkapitalen i caféselskabet oppe på 1,2 millioner kroner.Har to ejere
Café Klostertorvet er ejet fifty-fifty af Martin Klyvø og Allan Poulsen. De to cafeejere trækker et samlet udbytte på 400.000 kroner ud af deres virksomhed i forbindelse med regnskabsåret 2018/19. I regnskabsåret før var tallet det samme. Martin Klyvø og Allan Poulsen driver Café Klostertorvet gennem deres fælles selskab Toldboden, Aalborg ApS. Her var overskuddet efter skat på lidt over en million kroner i det seneste regnskabsår. Egenkapitalen derimod var negativ med 3,6 millioner kroner. Selskabet skyldte altså flere millioner kroner mere væk, end det ejede værdier for.↧
↧
Ejere af ejendomme raser - ny plan blokerer for dagligvarebutikker
Politikerne vil ikke have flere dagligvarebutikker i udkanten af Farsø - man frygter, at det vil underminere butikscenter i midtbyen. Ny plan skal blokere for den udvikling
FARSØ: Vesthimmerlands Kommune lægger nu an til at banke en effektiv prop i et hul, der gør det muligt at opføre nye dagligvarebutikker i den nordlige del af Farsø. Det sker ved at fremlægge et forslag til en ny lokalplan, som nedlægger et såkaldt paragraf 14-forbud på ejendommene Nørregade 78-80 samt Holmevej 2-10 i Farsø. Forbuddet forhindrer, at de to ejendomme kan omdannes til dagligvarebutikker. Og skulle der være andre indehavere af ejendomme i området, som kunne være fristede til at sælge deres ejendomme til dagligvarebutikker, så vil kommunen også stå klar med paragraf 14-forbud mod dem. Planen kommer fordi et flertal i byrådet sidste år besluttede, at man ganske enkelt ikke vil have flere dagligvarebutikker i området - ud over den ALDI-butik, som allerede er på stedet. Og efterhånden har været der i mange år. Flertallet i byrådet begrunder beslutningen med, at man vil ikke vil være med til at svække handelscentret ”Rådhuscentret” i Farsøs midtby. Her er en lang række butikker og dagligvareforretninger samlet under samme tag. Byrådsflertallet kom i august sidste år frem til beslutningen efter en lang diskussion, der blev aktuel efter at indehavere af ejendomme i den nordlige del af Farsø stod klar til at sælge deres ejendomme til et projektudviklerselskab, som ville opføre en ny Netto-forretning på stedet. Og nu ligger lokalplanforslaget så på skrift, som effektivt skal stoppe planerne på de to konkrete ejendomme. At kommunen går konkret efter de to ejendomme betyder, at alle de andre ejendomme i området er omfattet af de gamle planer. - Vi har valgt at gøre det på den måde, fordi vi ikke vil lægge hindringer i vejen, hvis nogle af de eksisterende butikker i området f.eks. vil udvide. Det skal de kunne - men bare ikke med dagligvarebutikker. Det er udelukkende dagligvarebutikker, vi vil bremse i området, siger formand for teknisk udvalg i kommunen, Uffe Bro (S), som derfor kan fortælle, at skulle andre gå med planer om dagligvarebutikker i nogle af de andre ejendomme i området, så kan de også se frem til paragraf 14-forbud. Kommunen har i forbindelse med fremlæggelse af lokalplanforslaget rettet henvendelse til indehaverne af de to konkrete ejendomme for at lade dem få indflydelse på indholdet af planforslaget. Men via deres advokat har ejerne imidlertid svaret, at de ikke ønsker et møde vedrørende en ny lokalplan. - Vi har ikke så meget at snakke med kommunen om. Vi ønsker - forsat - at der kan etableres dagligvarebutik, siger en af ejerne, Herbert Kristensen. Han har truet kommunen med en retssag. Han mener kommunen handler ulovligt. I første omgang har han sammen med sin nabo klaget til Planklagenævnet. - I øjeblikket går vi og venter på afgørelsen fra Planklagenævnet, før vi kan komme videre med en evt. retssag, siger Herbert Kristensen, som regner med at afgørelsen fra nævnet ligger klar i slutningen af februar. Han satser på at få kommunens paragraf 14-forbud ophævet. Herbert Kristensen stod sammen med sin nabo Christian Elkær til at sælge de to ejendomme til projektudviklerfirmaet Segalt Consult Aps. i Skødstrup. Skødstrup-firmaet var hyret af Netto til at opføre butikken i Farsø. Det er en konstruktion Netto ofte benytter, når der skal etableres nye butikker. Segalt Consult har ligesom Herbert Kristensen og Christian Elkær også klaget til Planklagenævnet over kommunen. De satser alle på, at kommunen af Planklagenævnet bliver tvunget til at ændre afgørelsen omkring paragraf 14-forbuddet, fordi kommunen ifølge dem har forbrudt sig mod en et-års-regel. Reglen siger, at kommunen har et år til at nedlægge et paragraf 14-forbud. Den frist mener de, kommunen har overskredet. Kommunens lokalplanforslag, der skal hindre dagligvarebutikker i området, lægges frem i otte uger, når det har været omkring byrådets mødet torsdag 30. januar.↧
Uheld i Limfjordstunnelen: Fem kom til skade
Fire biler i harmonikasammenstød fredag morgen
AALBORG: Fredag klokken 7.40 skete der et harmonikasammenstød i Limfjordstunnelen. Fire biler var involveret, oplyser Nordjyllands Politi. Uheldet skete i det sydgående spor og skabte massiv kø. Ved 8.10-tiden var der dog ryddet op, og alle spor var atter farbare. Fem personer kom lettere til skade og blev kørt til Aalborg Universitetshospital. Der var blandt andet tale om nakkesmerter og piskesmæld. Politi, beredskab og flere ambulancer blev sendt til uheldsstedet. Selvom der var ryddet op efter en halv times tid - hvor de involverede biler var fragtet til Østre Allé - var der fortsat massiv kø i det sydgående spor. - Der er lang kø i sydlig retning på flere kilometer, og det kommer til at tage noget tid, inden køen er væk. Venligst hav tålmodighed, lød det fra politiet. Vejdirektoratet vurderede ved 8.20-tiden, at der måtte regnes med forlænget rejsetid på op til 40 minutter. Ved 8.35-tiden var det nedjusteret til fem minutter.↧
Nej fra løverne ingen stopklods: Nordjysk campingplads laver ny festival for unge
Den næste generation hos Kattegat Strand Camping i Øster Hurup står bag Skyland Beach Festival til sommer
ØSTER HURUP: Det populære Tv-program på DR1 ”Løvens Hule” havde torsdag aften besøg af Nikoline, Josefine og Bjørn fra Kattegat Strand Camping i Øster Hurup. Den unge trio vil forvandle måden at tænke campingplads på, og selvom de ikke kom hjem med en pose penge fra løverne, er der alligevel fuld gang i forvandlingen. Starten går for alvor til sommer, hvor Kattegat Strand Camping i Øster Hurup bliver rammen om en ny, ambitiøs festival for unge; Skyland Beach Festival. I år 2000 købte ægteparret Birthe og Jørn Pedersen en faldefærdig campingplads smukt beliggende i vandkanten af Kattegat lidt nord for Øster Hurup. I årenes løb har parret – med stor hjælp fra deres børn – forvandlet de nedslidte faciliteter til den familievenlige og populære 5-stjernede Kattegat Strand Camping. Nu lurer et generationsskiftet på campingpladsen, og intet ville være nemmere end at køre videre i den velkendte sikre stil… Men så kender man ikke familien Pedersen! Anført af anden generation – børnene Nikoline, Josefine, Bjerne og Bjørn Pedersen – vil campingpladsen i de kommende år satse meget mere på festivaler og events, allerede startende i uge 27 og 28 i år, hvor pladsen bliver rammen om første udgave af Skyland Beach Festival.Det bedste ved ferie og ved festival
- Vores idé er, at kombinere det bedste ved at holde ferie med det bedste ved at gå til musikfestival, som jo er mere populært end nogensinde hos de unge. - Den kombination kan vi tilbyde, fordi vi hos os har en lækker strand, pool-område, indbydende overnatningsmuligheder, gode bad- og toiletforhold, strøm til alle plus en masse andet. En luksus vi kan kombinere med fede koncerter, diskoteker, barområder, streetfood, aktiviteter, konkurrencer og en helt unik festival- og feriestemning. Alt sammen samlet i Skyland Beach Festival, fortæller Bjørn Pedersen, der til årets udgave af festivalen håber på op til 6.000 gæster fra hele norden fordelt over de to uger. En ambition, der bliver godt understøttet af de foreløbige offentliggjorte musiknavne, der omfatter Ude Af Kontrol, Specktors & Djämes Braun, Fool og Faustix.Det er bare en start
Festivalen markerer starten på Kattegat Strand Campings nye satsning på events og festivaler. - Vi vil nytænke måden at drive campingplads på ved at skabe en række unikke events og festivaler henover året. Det kan være alt fra en gaming-, motorcykel- eller singlefestival til en musikfestival for det modne publikum, som vi også har her sidst på sommeren i år. Kun fantasien sætter grænserne. - Vi vil tilstræbe at arrangere fem festivaler i løbet af et år, samtidig med, at vi også vil arrangere events for eksempelvis større virksomheder, der vil give deres medarbejdere en helt særlig oplevelse, fortæller Bjørn Pedersen.God respons i ”Løvens Hule”
Firkløveret bag de nye ideer, og den første udgave af Skyland Beach Festival, har via egne midler, investorer og tilskud fra Vækstfonden skrabet fire millioner kroner sammen. Et rigtigt fornuftigt fundament. Alligevel valgte de at stille op i Tv-programmet ”Løvens Hule” i håb om en ekstra investor. Et program, der blev optaget sidst tilbage i oktober, og vist på DR1 torsdag i denne uge. - Vi fik en supergod respons fra løverne, men ingen investering med hjem, hvilket vi heller ikke var afhængige af. - Jeg vil selvfølgelig altid gerne ”vinde”, når jeg stiller op i noget, men skal jeg være helt ærlig, så stillede vi mest op for markedsføringens skyld. Konceptet er jo allerede en realitet og vi havde allerede finansieringen på plads. - Så nu glæder vi os bare til at præsenterer første udgave af Skyland Beach Festival på Kattegat Strand Camping i uge 27 og 28, og derefter arrangere endnu flere events, slutter Bjørn Pedersen.↧
Tyv opdaget af borger: Genkendt på video-overvågning
28-årig mand anholdt og overført til behandling i det psykiatriske system
AALBORG: Klokken 13.34 torsdag blev politiet – af en årvågen borger – tilkaldt til en adresse i Kærby i Aalborg-området, hvor en mand netop havde forsøgt at begå indbrud ved at knuse en rude. - På baggrund af både vidneforklaringer og videoovervågning kunne vi genkende gerningsmanden, som vi straks søgte intensivt efter i området, forklarer lederen af politiets efterforskning i sagen, politikommissær Mikkel Brügmann i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi. Og det bar frugt. Efter ihærdig og tålmodig søgen med flere patruljer fra beredskabet i en times tid, observerede en af politipatruljerne gerningsmanden i Kærby-området, som derpå straks blev anholdt. - Ved anholdelsen fandt vi ham i besiddelse af blandt andet sølvtøj, smykker og figurer, som han bar i en pose og i sine lommer, forklarer politikommissær Mikkel Brügmann. Disse tyvekoster stammede fra et andet indbrud også begået på en adresse i Kærby i løbet af dagstimerne tidligere samme dag, dvs. d. 16. januar 2020. Gerningsmanden blev ligeledes fundet i besiddelse af ca. 5 gram hash, ca. 3 gram amfetamin og 43 receptpligtige piller. Politiets efterforskning har desuden givet anledning til, at den 28-årige mand sigtes for et lignende villaindbrud, ligeledes begået i samme område, onsdag d. 15. januar 2020 i tidsrummet fra kl. 07.30 til 14.50. Ved dette indbrud blev der stjålet spiritus. Manden overføres nu til behandling i det psykiatriske system.↧
↧
Se billederne: Jagerfly drønede hen over Nordjylland
Flyvevåbnet fejrede 40 år med F-16 ved at flyve i formation
NORDJYLLAND: I dag er det 40 år siden, at Danmark modtog sine første F-16 jagerfly i det, der dengang blev kaldt "Århundredets våbenhandel". I den anledning sendte Flyvevåbnet 10 F-16 jagere på vingerne for at flyve Danmark rundt og vise flaget. De passerede Nordjylland fra 10.20 til omkring 10.40, med start over Læsø og Hadsund Flyveplads som det sidste sted i regionen, men kunne vinke til dem. De danske jagere er løbende blevet opdateret med ny elektronik og nye våbensystemer, men af de 70 fly, vi i sin tid købte, er det kun de 30, der er operationelle i dag - og de synger på sidste vers. Afløseren F-35 begynder at dukke op i Flyvevåbnets inventar til næste år, men der går dog nogle år, inden det nye fly er fuldt operationelt og de sidste F-16 kan sendes på pension.↧
Kæmpe bolighus åbner i Aalborg - se datoen her
BoShop slår dørene op i det tidligere Kalejdoskop - der er gratis goodiebags til de første 100 kunder
AALBORG: Snart kan du gå ombord i flere etager med møbler, inspiration og på sigt en café, når Bolighuset BoShop snart slår dørene op i det tidligere Kalejdoskop på Østerågade. Indretningen er ved at tage form, lamper, skabe og sofaer står side om side med stole og borde i de forskellige områder, du finder på de knap 1700 kvadratmeter. Her er det romantiske boheme-hjørne, et område med fokus på nordisk design, art deco-hotelstil- og meget mere. - Vores varemærke er kvalitetsmøbler, som du ikke finder andre steder. De skal skille sig ud, siger Christopher Eis, der også står bag BoShop i Risskov, som han åbnede for 12 år siden. - Vi har en målsætning om, at omkring 80 procent af de møbler, vi sælger, ikke skal kunne købes andre steder herhjemme. Vi har selvfølgelig danske designs, men rigtig meget af det, hvor vi er eneforhandler, finder vi i udlandet. Han har længe været på udkig efter bolighus nummer to, og at valget faldt på Aalborg skyldes blandt andet, at "det er sjældent at finde så stor en forretning i et bynært område". Christopher Eis har store forventninger til placeringen i Aalborg. - Vi ligger bynært her, og der er meget trafik i området. Dertil kommer, at der er planer om hele tiden at udvikle området ned mod fjorden. Det er et fedt sted, her er masser af puls, siger han. - Her er sket meget se senere år, Aalborg er blevet mere storby uden at miste hyggen. Christopher Eis fremhæver, at BoShop også skal være et oplevelseshus; et hus hvor man bliver inspireret - og kan hygge sig. - Derfor har vi planer om at åbne en café, men vi har endnu ikke fundet en samarbejdspartner, der kan stå for den, siger Christopher Eis. - Ofte har man brug for lige at lade indtrykkene bundfælde sig, og man skal måske også lige tale om det over en kop kaffe. Caféen er nytænkning i forhold til den knap så store BoShop ved Aarhus. Det samme er en afdeling med unikamøbler. - Vi tager rundt og finder forskellige antikviteter, hvor vi så kun har det ene møbel i forretningen. Det passer godt med trenden i tiden, at man gerne vil eje noget, der er specielt, siger Christopher Eis. Fremover vil han selv være at finde i forretningen i Aalborg, hvor der er lavet et samarbejde med Galleri Wolfsen om at hænge kunst på væggene. Det er også planen, at der med tiden bliver events som eksempelvis intimkoncerter og modeshow. - Jeg håber, at kunderne tager godt imod BoShop, siger Christopher Eis. BoShop Aalborg på Østerågade 27 åbner med en række tilbud lørdag 1. februar klokken 10.↧
Transportrør til cement påkørt - risiko for nedstyrtning
Lastbil påkørte betonoverføring, der bærer transportrør over Rørdalsvej - vej spærret formentlig et døgns tid endnu
AALBORG: En lastbil ført af en 77-årig chauffør har på Rørdalsvej i Aalborg påkørt en omkring 20 meter lang betonbjælke, der bærer transportrør til cement over Rørdalsvej ud for nummer 44. Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi. Uheldet skete kort før klokken 12 fredag middag, og Rørdalsvej blev omgående spærret af, da politiet vurderer, at der er risiko for, at den mange tons tunge betonbjælke med røroverføringerne kan styrte ned. - Vi kan ikke give nogen umiddelbar tidshorisont på, hvor lang tid spærringen kommer til at vare. Måske det næste døgns tid i hvert fald. Nu er der iværksat en understøtning af betonbjælken. Ligeså snart vi har sikkerhed for, at den understøtning kan bære, så åbner vi selvfølgelig for trafikken igen, siger vagtchefen. - Vi skal have en sagkyndig person til at foretage den vurdering, så vi kan åbne for trafikken, men der er vi slet ikke endnu, fastslog Karten Højrup Kristensen ved 15-tiden fredag. Vejen er helt spærret, og Aalborg Kommune har været ude at sætte skilte op med omdirigering af trafikken, ligesom det også har været nødvendigt at lave ændringer i de ruter, som busserne kører i området. Den 77-årige chauffør havde glemt at sænke en kran på sin lastbil, og derfor ramte han betonbjælken. Chaufføren er blevet afhørt af politiet. - Og så vil der senere blive taget stilling til, om og i givet fald hvilke sigtelser, der skal rejses mod chaufføren. Der var ikke tale om sprit involveret, men kun en forglemmelse fra chaufførens side, understreger Karsten Højrup Kristensen. Ingen er kommet til skade ved uheldet.↧
Henrik får udsigt til en 42 meter høj sendemast fra baghaven: - Vores klager har ingen effekt
En 42 meter høj antennemast skal sikre bedre mobil dækning for borgere i Aabybro. Masten kommer til at ligge tæt på beboelse, og det bekymrer en række borgere
AABYBRO: Opsættelsen af en ny 42 meter høj antennemast sker på baggrund af, at TDC af flere omgange har modtaget klager over manglende eller dårlig mobildækning i området. 17 af de kommende nabohusstande til masten er bange for, at den både kan have sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser dem. - Det er bestemt ikke noget vi er begejstret for, og det er også derfor vi har lavet et nabosvar, som åbenbart ikke har nogen som helst effekt, lyder det fra Henrik Bo Larsen, som ejer et af de huse, der bliver nabo til masten.Sundhed ved stråling
Teknik- og miljøudvalget har godkendt, at masten skal sættes op på Kærvej ved den nordlige udgang af byen. For flere borgeres vedkommende en placering, som bliver indenfor en radius af 100 meter fra deres matrikel. "Det kan ikke siges med 100 % sikkerhed, at det ikke er sundhedsskadeligt at færdes og opholde sig indenfor en radius på 500 meter fra masten", skriver en anden borger i et nabosvar til kommunen. Borgeren referer her til hjemmesiden helbredssikker-telekommunikation.dk, hvor siden blandt andet skriver, "at mindst 80 % af forskningen viser, at der er en øget risiko for sundhedsskadelige effekter hos mennesker, der bor op til 500 meter fra en mobilmast. Skadevirkningerne er blandt andet kræft, søvnforstyrrelser og forhøjede mængder stresshormon." Debatten er dog noget broget, for på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, står følgende: "Strålingen fra mobilmaster, trådløse netværk og radio- og tv-master aftager, jo længere man er fra dem. Derfor er den stråling man udsættes fra disse kilder typisk også lang lavere end fra mobiltelefoner, og der er ikke noget, der tyder på, at de medfører en øget risiko for kræft." Formand for teknik- og miljøudvalget, Jens Chr. Golding (S), oplyser at kommunen ingen indflydelse har på de mulige sundhedsmæssige konsekvenser. - Vi har fået en besked fra en minister, som siger, at vi i kommunen skal se bort fra de sager, som omhandler selve opsætningen af det elektronik, der sidder i masten. Det vi giver tilladelse til, er kun at sætte masten op, og hvad der hænger i masten har vi ingen indflydelse på. Det er det, vi har fået besked på, siger Jens Chr. Golding.Økonomisk påvirkning
Den anden bekymring fra borgerne er, at masten vil påvirke dem økonomisk. I et høringssvar skriver en gruppe bestående af 15 husstande, at masten "visuelt kommer til at skræmme området og udsigten fra vore matrikler. Herudover synes det sikkert efter ejendomsmæglers skøn, at en mobilmast vil påvirke vore boligers værdi og salgbarhed negativt." - Vi ved, at med alt den mobildækning borgerne gerne vil have, så har man brug for en ordentlig dækning, siger Jens Chr. Golding, og har man ingen dækning, så kan man sige, at prisen på husene måske også falder. Vi har store områder, hvor der ikke er dækning. Om det koster penge for husejerne eller ej, det ved jeg ikke noget om, men vi modtager samme kritik som nu, om vi så bare sætter et skilt op. Formålet med opsætningen er at skabe bedre mobildækning, men det problem er ikke noget som Henrik Bo Larsen ser, som en grund til at opføre en ny antennemast. - Vi taler jo i telefon nu, så min forbindelse er da ikke dårlig, siger Henrik, jeg ved godt der er nogle selskaber herude der har problemer med dækning, men det er bare et spørgsmål om at skifte teleselskab. Jeg havde et TDC-selskab tidligere, hvor der var dårlig dækning, og så skiftede jeg til et nyt. Der har ikke været problemer siden, siger Henrik Bo Larsen. Hvornår masten bliver opført, er endnu uvist. Kommunen har givet tilladelsen, og projektet er ikke i deres hænder mere.↧
↧
Et større strømnedbrud har ramt den nordlige del af Herning
En fejl på et jordkabel har mørklagt den nordlige del af Herning. Politiet skærper patruljeringen.
HERNING: Et strømnedbrud har mørklagt dele af Herning. Det oplyste Midt- og Vestjyllands Politi natten til lørdag. - Vi har skærpet patruljeringen i det berørte område i den nordlige del af Herning, sagde vagtchef Ole Vanghøj klokken 03.45. Den manglende strøm skyldes en fejl på et jordkabel. Det er uvist, hvornår problemet er løst. - Vi har ikke fået en tidshorisont fra energiselskabet. 6000 husstande var ramt i første omgang. Nu er man nede på 1400 husstande, fortalte vagtchefen. Flere bilister ringede midt på natten til politiet og fortalte, at lyskrydsene i dele af Herning var gået i sort. Kort efter klokken seks lørdag morgen fortæller Ole Vanghøj, at strømmen er kommet delvist tilbage. - Der er kommet styr på lyskrydsene, men der er stadig boliger, som mangler strøm, siger han. Politiet har lørdag morgen ikke tal for, hvor mange boliger der fortsat er uden strøm. /ritzau/↧
Biluheld i rundkørsel - mistanke om sprit
To biler stødte sammen i Vesløs tidlig lørdag morgen
VESLØS: To personbiler stødte sammen i rundkørslen ved Aalborgvej i Vesløs lørdag morgen omkring kl. 06.40. Ifølge de meldinger, politiet har, fik kun bilerne buler. Ingen personer skulle være kommet noget til. Den ene bilist blev dog anholdt og taget med til blodprøve, da han mistænkes for at have været påvirket under kørslen - enten af alkohol eller narko, oplyser vagtchefen for Midt- og Vestjyllands Politi.↧
Gammel kending skal tage over efter topscorer i Thisted FC
Tilbagevendt angriber skal afløse Mirsad Suljic i Thisted FC
FODBOLD: Når Thisted FC til foråret skal jagte en plads i oprykningsspillet i 2. division, bliver det uden hjælp fra efterårets topscorer Mirsad Suljic, der har forladt klubben i vinterpausen, men han bliver erstattet af en gammel kending. Morsingboen Kasper Yde Hedegaard er vendt tilbage til Thisted FC, som han forlod for et halvt år siden til fordel for et ophold i USA. - Han fik nogle indhop i 1. division sidste sæson, men for ham passer 2. division fint i forhold til at udvikle sig, og han kan en masse spændende ting. Han er en utroligt god afslutter, og han header godt. Der er noget med hans arbejdsradius, som vi skal arbejde med, men jeg tror, at han bliver god for os, siger Thisted-træner Bo Thomsen. Han kan også glæde sig over fortsat at råde over den tidligere superligaspiller Yao Dieudonne, der kom til klubben undervejs i efteråret og nu har forlænget sin aftale, så den gælder for resten af sæsonen. - Så jeg synes, at det ser fornuftigt ud, siger Bo Thomsen. For Thisted FC sparkes foråret i 2. division i gang 8. marts med en hjemmekamp mod Middelfart, men allerede lørdag spiller thyboerne første træningskamp, når Skjold Sæby fra Danmarksserien kommer på besøg i Thisted. Den kamp skal Thisted blandt andet bruge på at se venstrebacken Oliver Nielsen an. Han har senest optrådt for 2. divisionskollegaerne FC Sydvest. - Han er selv kommet og har banket på døren og har så trænet med. Det har set fornuftigt ud, og han var også med fra start i alle kampe på nær en i efteråret for Sydvest. Han spiller med mod Skjold Sæby, men ellers har vi prioriteret at tage nogle af vores egne unge spillere med i stedet for at hive alle mulige ind fra højre og venstre, siger Bo Thomsen. Lørdagens kamp er den første af mange træningskampe for Thisted i en opstart, der blandt andet også byder på en træningslejr i Tyrkiet sidst i februar. - Socialt betyder sådan en tur alverden, men det giver os også mulighed for at træne en masse og for alvor gå ned i detaljen. Det er det nærmeste, vi kommer en oplevelse af at være i et fuldtidssetup. Vi var af sted sidste år, og det var både spillere og trænere rigtig glade for, og som hold rykkede vi os også, selv om man ikke kunne se det på resultaterne i de første kampe, siger Bo Thomsen.↧